Introkursus i ID-dokumentvurdering
På introkursus i ID-dokumentvurdering lærer du, hvordan du foretager den indledende vurdering af de ID-dokumenter i både originaler og kopier, du modtager som et led i sagsbehandlingen.
Undervisningen i dokumentvurdering af originale, fysiske dokumenter består af teori suppleret med mange praktiske øvelser.
Gennem kurset præsenteres forskellige ID-dokumenter såsom pas og civile dokumenter som fødselsattester og vielsesattester. Kurset omhandler også viden om, hvordan man kan vurdere kopier af ID-dokumenter og forskellige former for taktiske oplysninger, der kan læses i dokumentet. Kurset præsenterer også deltagerne for misbrugstrends blandt ID-dokumenter, for at højne opmærksomheden på, hvad man kan opdage og være særlig opmærksom på i sin sagsbehandling.
Kurset tager udgangspunkt i, hvordan man kan kontrollere et originalt ID-dokument, når man har dette i hånden. Vi ser bl.a. nærmere på, hvilke tekniske oplysninger, der findes i rejsedokumenter, hvor pas er udgangspunktet. Derudover gennemgår vi, hvordan man kan bruge de oplysninger, man kan læse i bl.a. civile dokumenter for at afprøve dokumenternes ægthed i de tilfælde, hvor dokumenterne ikke indeholder særligt mange sikkerhedselementer.
Kursets varighed er en hel dag. Vil du vide mere om indholdet, kan du, ved at følge linket, finde Dagsorden for Introkursus i ID-dokumentvurdering.